PRAKTISK INFORMATION


 

På denne side finder du praktisk information om Søllerød Svømmeklub. Her kan du få oplysninger om vores åbningstider, beliggenhed, adgangsforhold og andre relevante oplysninger. Vi ønsker at gøre din oplevelse i vores klub så problemfri som mulig, så tøv ikke med at tjekke denne side for at finde svar på dine spørgsmål. Hvis du har yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os, så står vi klar til at hjælpe dig.

 

Kom til tiden

Du skal være omklædt og klar ved bassinkanten et par minutter før undervisningen starter. Og husk: du må ALDRIG gå i vandet, uden at træneren har givet grønt lys ej heller når dit hold er kaldt op af vandet. Undervisningen varer 40 min. (30 min på minihold og haletudser) og indeholder både introduktion på land, opvarmning i vand og svømning i vandet.

 

Medbring svømmeudstyr

Du skal huske rent svømmetøj, svømmebriller og håndklæde når du kommer til svømning. Badehætte er ikke et krav. Hvis du er meget kuldskær, kan det være en god idé at anskaffe en våddragt. Det tager noget af fornøjelsen, hvis du fryser meget. Våddragten skal passe i størrelsen, den må IKKE være for stor, så hjælper den slet ikke.

Til alle med langt hår, det er en rigtig god ide at huske at tage en elastik i håret, hver gang. Det bliver meget sjovere når man kan se hvor man svømmer ;)

 

Mobiltelefon

Mobiltelefonen lader du blive hjemme eller i tasken, tak! Man kan ikke koncentrere sig om, hvad træneren siger, og tale i mobiltelefon på samme tid.

 

Omklædning

Læg dit tøj i en pæn bunke i omklædningsrummet, så du kan finde det, når du skal hjem. Husk at kigge godt efter dine egne ting i både svømmehallen og omklædningsrummet og få det hele med, inden du går hjem. Der bliver glemt mange svømmebriller, håndklæder mv. Glemte sager opbevares i en kurv på Trørødskolen (spørg herefter) og ved svømmehalspersonalet i Rundforbi Svømmehal. Disse "lagre" tømmes jævnligt, så kom hurtigt på "genbesøg" for at finde det glemte. Vær opmærksom på, at de skabe der er opsat på Trørødskolen er med "egen pinkode", så denne skal huskes.

 

Forældre i omklædningsrum

Fædre og drenge over 7 år må IKKE være i pigeomklædningsrum, ligesom mødre og piger over 7 år IKKE må være i drengeomklædningsrum. Dette er af hensyn til børnene, som ikke bryder sig om, at der er voksne/større børn af det modsatte køn til stede, når de klæder om.

Ingen må gå med udendørssko i bruserum eller i svømmehallerne. Der ligger overtræksposer til fri afbenyttelse i begge svømmehaller, hvis man skal ind i de nævnte områder. 

 

Forældre i hallen

Vi henstiller til, at forældre ikke tager ophold i selve svømmehallen men er velkomne på den anden side af glasruden. Dette gør vi for at børnene har bedre fokus på underviserne, end bliver "forstyrret" af kontakt fra andre, da det forstyrrer flere end blot ens eget barn at tage kontakt. Såfremt der er særlige forhold der gør sig gældende for det enkelte barn og forældrene bliver nødt til at være i svømmehallen, bedes disse forældre afvaske sig og klæde om til badetøj, inden de går ind og opholder sig i svømmehallen. 

 

Særligt for Rundforbi

Indgangssystem i Rundforbi Svømmehal:

ALLE der svømmer her skal tilkøbe et foreningsarmbånd, der giver adgang til omklædning. Købet foregår i den opstillede automat ved indgangen og det kan med fordel købes forud for første undervisningsgang. Svømmehals personalet hjælper gerne, hvis der er problemer. Hvis man venter med at købe armbånd til første undervisningsgang, vil der være en fra klubben tilstede og der vil være hjælp at få her. Armbåndet gælder til hele sæsonen og giver adgang til omklædning for den tilmeldte og evt. en hjælper, adgang til svømmehallen gælder kun den der skal svømme. Hvis armbånd bliver væk, skal man købe et nyt og det vil være en mulighed hele sæsonen.

Der er ikke tilladt at benytte handicapdøren, medmindre du reelt har behov for adgang med kørestol, rolator el.lign. Klapvogn og barnevogn er IKKE omfattet.

Har du et rødt foreningsarmbånd fra en tidligere sæson, må dette meget gerne indleveres til svømmehallens personale, således at det kan genbruges. Armbåndene er noget Rundforbi pålægger alle brugere i svømmehallen. Omklædning finder altid sted i SKOLEOMKLÆDNINGEN

Forældre må KUN være med i bassinet på haletudseholdene (forældre-barn hold). Disse hold foregår i denne sæson 24/2 tirsdag, torsdag, fredag, lørdag og søndag.

Forældre må ikke tage ophold inde i svømmehallen eller opholde sig i omklædning i undervisningstiden, der er god plads i cafeområdet til at opholde sig mens barnet svømmer. I Rundforbi gælder de samme retningslinjer som nævnt under "Forældre i hallen".

Der er IKKE længere åbent for offentlig svømning i Rundforbi Svømmehal, når vi har undervisning i svømmeskolen. Forældre/søskende kan derfor IKKE selv svømme i 25m bassinet. Vi gør også opmærksomme på, at spaområdet IKKE er til rådighed i forbindelse med foreningssvømning. 

 

Omklædning på Trørødskolen

Der er pt lukket i de omklædningsrum vi normalt anvender for at komme ind i svømmehallen. Det skyldes fundet af skimmelsvamp og derfor er de lukket frem til udbedring har fundet sted.

I den periode hvor de er lukkede har vi fået mulighed for at kælde om i de omklædningsrum der ligger i forbindelse med gymnastiksalen (på den anden side af den "lille gårdhave"), således at alle kan komme til svømning. Omklædningsrummene findes nemt ved at følge de udlagte måtter væk fra svømmehallen (venligst undlad at gå med udendørssko på dem) og ved at anvende dem, når du skal ind for at svømme. Vi opfordrer til, at alle tørrer sig inden de går fra omklædningsrummet og evt. tager en badekåbe el. lign. over sig, når man går på gangen, samt at medbringe håndklæde i svømmehallen så man kan tørre sig inden man går retur til omklædningen. Badetøfler kan også være en ide at iføre sig.

I denne periode tillades det, at alle medbringer egendele i svømmehallen, da omklædningsrummene benyttes af flere brugere.

Har man spørgsmål til dette, må man endelig tage kontakt til os via mail eller telefon.

 

Hygiejne – HUSK HUSK HUSK altid vask 

Inden du hopper i vandet, SKAL du en tur under bruseren og vaske dig grundigt med sæbe, gælder også hår. Husk også at tage smykker af. Udendørs sko må ikke bruges i baderum og svømmehal. For at mindske mængden af hår i vandet vil vi bede dig om at bruge en elastik eller badehætte, hvis du har langt hår. Det er også irriterende for dig selv, hvis du hele tiden får hår i øjnene. Tyggegummi er bandlyst både i omklædningsrummet og hallen. Vask dig HVER gang i bruseren før du tager dit badetøj på! Snak med jeres store børn om det hjemme, det er ikke godt nok at vaske sig med badetøj på.

 

Fotografering

Fotografering i svømmehallen ER FORBUDT. Det betyder, at man ikke må tage billeder inde i svømmehallen, igennem ruderne ind til svømmehallen eller i omklædningsrummene. Ønsker du alligevel at tage et billede af dine børn skal du have tilladelse af træneren først samt undlade at andre er på billedet.

 

Vandtemperatur

Vandet på Trørødskolen og i Rundforbis 25m bassin er ca. 26-27 grader. Landsgennemsnittet i offentlige svømmehaller er præcis det samme. Søllerød Svømmeklub låner bassinerne af Rudersdal Kommune og vi har ingen indflydelse på hverken vand- eller lufttemperatur i svømmehaller og omklædningsrum. 

Temperaturen i familiebassinet er ca. 30 grader.

Al henvendelse herom må rettes til kommunen.

 

Redskaber

Vi bruger hverken bælter, svømmevinger eller baderinge i forbindelse med svømmetræningen. Det kan give falsk tryghed og hæmme bevægelsesfriheden, så barnet ikke lærer at svømme ordentligt. Derimod bruger vi ”søslanger”, plader, svømme fødder og andre redskaber, der giver opdrift mens vi øver teknik.

 

Trænerne

Alle trænere har modtaget relevant undervisning i svømmefaget. Der er altid mindst én træner til stede i hallen. For at blive træner skal man være min. 16 år. Derudover er der også hjælpetrænere i hallen. Mange af vores trænere er selv (eller har været) konkurrencesvømmere. Det betyder at de af og til er til stævne, og at der vil være vikar. Der kan også forekomme trænerskift i løbet af en sæson, men vi bestræber os på at det er den samme der gennemfører sæsonen.

   

Sikkerhed

Alle trænere aflægger bassinlivredderprøven og hjælpetrænere en underviserprøve. Trænerne har desuden kendskab til, hvor førstehjælpskasse befinder sig. Af sikkerhedshensyn vil træneren som regel stå på kanten og have overblik, mens hjælpetræneren vil være i bassinet. For at øge sikkerheden yderligere har vi nogle regler om, hvor i bassinet børnene på de forskellige hold må være i løbet af undervisningen. Disse forklares klart og tydeligt til deltagerne gentagende gange. Trænere har pligt til at indrapportere utilsigtede hændelser til én i administrationen med henblik på at forebygge ulykker. Der er løbende gennemgang af sikkerhedsprocedurerne med trænerne.

    

Hold skifte

Det er vigtigt, at deltagerne går på et hold, der passer til det niveau, de er på. Hvis træneren eller man selv skønner, at niveauet ikke passer til dig/dit barn, får du tilbudt et andet hold, hvis der er ledige pladser. Kontakt klubbens kontor på tlf. 30 11 04 10 (mandag 12-14 og torsdag 9-11) eller på mail: kontor@sollerodswim.dk

Ved sæson start, i de første svømmeuger (uge 36+37) vil kontortelefonen være åben tirsdage og onsdage udover sædvanlige tidspunkter, se de aktuelle tider på klubbens hjemmeside. 

 

Fremmøde

Da klubben har ventelister på flere hold, er det vigtigt, at du forsøger at komme hver gang. På den måde kan vi også sikre, at du når de mål, der er sat for holdet. Hvis du skal udmeldes fra et hold skal du kontakte klubbens kontor via email: kontor@sollerodswim.dk

 

Ferielukning

Ferieplanen for svømmeskolen i Søllerød Svømmeklub for 24/25 (gælder i begge haller) ser ud som følger. Der er ikke undervisning på de nævnte datoer:

Efterårsferie: mandag 14. - søndag 20. oktober 2024

Juleferie: lørdag 21. december 2022 – søndag 5. januar 2025  

Vinterferie: fredag 7. februar – søndag 16. februar 2025

Påskeferie: mandag 14. april – mandag 21. april 2025

 

Mere information

I er altid velkomne til at kontakte klubbens administration, der refererer direkte til klubbens svømmeskoleudvalg samt bestyrelse.

 

Om Søllerød Svømmeklub

Klubben har i sæsonen 2023/24 haft ca 700 medlemmer fordelt på svømmeskole, voksenhold og konkurrenceafdeling. Konkurrenceafdelingen holder til i begge svømmehaller og består af K4, K3, K2 og K1 og Masters. Svømmeskolen foregår på Trørød og Rundforbi svømmehaller og har børnehold fra 3 til 18 år, samt hold til voksne.   

Partnere